15 Hours in the Air | 061115

About

The pre-departure day flies by quickly, nicely and a bit vacuum-like.

My boyfriend gives me a wakeup call at 6am as usual (only advantage in him being 7 hours ahead of me), after which I cycle to Soho for a swim before breakfast with a Spanish colleague at Hoxton Hotel Holborn, where we eat quinoa porridge decorated with crispy bee pollen and juicy berries and drink black coffee, accompanied by Frank Sinatra’s soft voice in the background. We try and have breakfast in different places at least a few times a month – because London has so many wonderful options and to practice my Spanish and her English. Today’s treat is on her – her way of wishing me a good trip.

The work day consists of a management course lasting from 9-5, with one break only, which I spend with my one Danish colleague at Nude Espresso, where we discuss the state of office world affairs and which outfit to choose for the Christmas party, for which we just received invites – James Bond black tie casino theme; elegant Bank location.

As the course wraps up, I cycle home, shower, catch up on the most important work that the course prevented me from getting done. Once that’s done, around 10pm, I’m so tired I fall asleep right away and sleep straight through to 5am, when the boyfriend alarm clock rings and I take an uber to Kings Cross, and from there, the Piccadilly Line to Christmassy Heathrow, where I get some tea and Monocle, find the gate and finally am able to stare peacefully into space and breathe: so far, so good. As romantic as it can be to travel early in the morning while most of the city is asleep, as nervous does it also make me: what if all uber drivers had been sleeping, or the tube had decided to sleep a bit longer… that sort of thing. I still have some way to go to become a cool jetsetter.

John Lewis’ Christmas ad is launched at 8am today – perfect timing. I’ve been waiting for it since last Christmas. My boyfriend calls me up and is just as excited as I am. The well-known formula – clever casting of a cute kid, no lines, a plot about giving rather than receiving and an up-and-coming star singing a popular track, in this case Oasis’s Half the World Away, one of my boyfriend’s and my favourite tunes, and so apt…

Rather than a balloon defying astrophysics with its moon landing, though, I’m transported via a huge dreamliner to the most polished and well-equipped (spa, fitness, cinema, parks with fountains…) airport I’ve ever seen. I spend the 13 hours to Singapore on watching the Pixar-movie Inside Out (crying), a documentary about Lego, the last to episodes of Friends, four episodes of GoT and, finally, the indie movie Me, Earl and the Dying Girl. A pretty emotional program that does what it’s supposed to – makes have a day go really quickly.

In Changi I wait for three hours, after which I finally doze off on the 1-hour ride to Saigon. My body is pretty full of adrenaline by then, though, so I sleep quite lightly. Seven weeks since we last saw each other! I land between fields and palm trees and do what I can to keep my impatience in check throughout the process in Immigration, after which I can finally run out and see him standing there waiting for me.

****

Dagen før afrejsen gled hurtigt, rart og lidt underligt vakuumagtigt af sted.

Min kæreste gav mig et wakeup-call kl seks som sædvanligt (eneste fordel ved at han er syv timer foran), hvorefter jeg cyklede ind til Soho for en tur i svømmehallen efterfulgt af et hyggeligt morgenmøde med en spansk kollega på Hoxton Hotel Holborn, hvor vi til lyden af Frank Sinatra spiste quinoagrød pyntet med knasende pollen og saftige bær og drak sort kaffe. Vi prøver at nå at spise morgenmad sammen et nyt sted i London mindst et par gange om måneden – fordi der er så mange skønne muligheder og for at have tid til at øve mit spansk og hendes engelsk. Hun havde været så sød at invitere for at ønske mig god tur. Vi havde en halv times tid at nyde traktementet i, før vi måtte trave hen til kontoret – jeg havde et kursus, der varede fra 9-17; med én 20 minutters pause indlagt (ud over frokost, som ikke rigtigt var en pause, idet vi bare gumlede cateringsalaterne i os hen over kompendierne og evalueringen af formiddagens del af oplæg og opgaver), som jeg tilbragte med min eneste danske kollega på Nude Espresso, hvor vi vendte verdenssituationen på kontoret og outfitplaner for julefesten, som vi lige havde fået invitationer til – James Bond-tema – black tie, gallakjoler, casino og martinibar – en fornem marmorbygning ved Bank.

Efter arbejde, skovlede jeg en quinoasalat med butternut squash og blå blomster i mig på den nye Planet Organic på Tottenham Court Road før jeg cyklede hjem og tog et langt bad og catchede up på det vigtigste af det arbejde, kurset forhindrede mig i at lave. Da dét var ordnet, ved 22-tiden, var jeg så træt at jeg faldt i søvn med det samme og mere eller mindre sov igennem til kl fem, hvor kærestevækkeuret ringede igen og jeg tog en Uber til Kings Cross og derfra Piccadilly Line til julepyntede Heathrow, hvor jeg købte en kop te og det nyeste prætentiøse Monocle, fandt gaten og endelig kunne stirre ud i luften et stykke tid og ånde halvvejs lettet op…

…så langt, så godt. Jeg kom op til tiden og var mere eller mindre udhvilet efter en dag med for meget koffein og for meget uro i kroppen – så romantisk det kan være at rejse tidligt om morgenen mens byen sover, lige så nervøs kan det også gøre mig, for sæt nu alle Uber-chaufførerne sov, tuben havde besluttet ikke at åbne indtil senere… den slags. Jeg har stadig noget vej at flyve før jeg bliver en tjekket jetsetter…

John Lewis’ julereklame debuterede kl 8 – perfekt timing. Jeg havde ventet på den siden juleaften sidste år. Min kæreste ringede og er lige så begejstret som jeg. Deres velkendte formular – god casting af af et cute barn, ingen replikker, plottet omhandler at give snarere end at få og en up-and-coming sanger synger et velkendt popnummer, i dette tilfælde Oasis’ Half the World Away, en af vores begges yndlingssange og så rammende…

Men snarere end en luftballon der trodser astrofysikkens love med sin månelanding, var det nu en kæmpe dreamliner der transporterede mig til den mest polerede og veludstyrede (spa, fitness, biograf, parker med springvand…) lufthavn, jeg nogensinde har været i. De tretten timer til Singapore gik med at se Pixar-filmen Inside Out (jeg græd det meste af filmen igennem), en dokumentar om Lego, de to sidste afsnit af Friends, fire afsnit af Game of Thrones, indie-filmen Me, Earl and the Dying Girl (så god!). Et ret heftigt, emotionelt program der virkede efter hensigten og fik det halve døgn til at flyve af sted.

I Changi ventede jeg tre timer – nu var det efterhånden sent i London og jeg kunne godt sove, men turde ikke. På den halvanden time lange tur til Saigon kunne jeg endelig blunde lidt. Tiltagende adrenalin i kroppen forhindrede mig dog i at sove helt – ENDELIG var den syv uger lange ventetid siden jeg så min kæreste sidst og verdens længste rejse overstået og jeg ankom til et skønt gensyn med ham og samtidig så meget nyt.

Man lander mellem marker og palmer.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s