From Scandi Interior Design to Roof Tile Fried Squid – Sunday in Saigon | 081115

About

12 hours of uninterrupted unconsciousness completely cures me of my jet lag.

Go for a morning swim in the quiet pool. Clean, wonderful, fresh, with palm trees on the horizon as the only green note in all the blue and white – the refreshing water, the neat house, the clear skies. Our next door neighbour baby appears on all fours in the slim opening between the curtains in their living room window. She smiles and waves at me. I wave back. Also to my boyfriend, who waves synchronically from our window.

We’ve been invited for brunch at his boss’s house, who lives with his family in the expat-superior-compound-village down the road. While I put on a smart dress, my boyfriend nervously opts for casual weekend wear. His boss sees him in a suit during the week; this has got to be acceptable. We walk down to the palisade and knock on the gate door, right on time, yet for quite a while we just stand there in front of the massive wall hiding the white villa, whose former resident was the Canadian ambassador. My boyfriend jumps up and down for a bit, looking across the garden for clues. A lavish spread has definitely been laid out on a table by the pool; this must be right. Twenty minutes later we’re finally let in as the troops are now finally in order (kids reproached for bad behaviour, dog fed and coffee brewing).

Funny meeting a man I hear about every single day and his sweet wife, two small hyperactive kids and a cute, attention-seeking puppy. The whole mansion is decked out in classic Danish design, both from the 1950s and from the century, everything from PH to Hay. The Irish couple is dressed in casual Scandinavian clothes, she wears a Georg Jensen watch, we drink coffee from Bodum-cups… they are, as I sense, crazy about ‘everything Danish’ and have paid my home country several visits. She’s an architect, wrote her thesis on pedestrian culture in Copenhagen, and offers to put me in touch with the large network of Danes in the neighbourhood. You can’t enter a cool furniture shop in Saigon without finding a Dane or more working there, she says.

We eat by the pool – ripe dragon fruit and avocado, crisp baguette, smoked salmon. The conversation flows all right, about Denmark, travel, living abroad – his job has brought them to New York, London, Tokyo – and Saigon. The hunt or escape from the authentic, the fascination and fear, prejudices, culture differences, language barriers…. theories, anecdotes, tips. The kids jumping in the pool once all plates are empty is our cue to get on with our day as well.

Which means taking care of practical stuff – a trip to the nearest scooter shop (our purchase will be delivered to the house tomorrow!), to an IKEA-copy and to a mega supermarked. Mainly satisfying, safe one aspect: we have to learn Vietnamese. Communication is poor in all three places, and it confuses me how slow and inefficient everything seems. When our shopping cart is almost full in the furniture shop, a sweet girl  takes it to the counter, where she confuses the contents with other customers’ stuff. My boyfriend is calmly used to the situation, but it worries me that eight people seem to be assisting us during the payment transaction and packing of purchases, and yet it all has to be repeated three-four times because of various issues – half our stuff is forgotten, exchanged or wrongly registered in the system that keeps breaking down, and on top of that, we’re swamped in misunderstandings – the eight people nod obliviously when we ask questions. Okay, they don’t understand because this isn’t what we meant. What are they saying? What? Ah, right… oh, no, that can’t be true. Hm? We are in a society that’s different from what we’re used to, and we just have to get used to it. We have learned how to say hello, thanks and bye as well as straight ahead, to the right and to the left, which facilitates some social moments and several taxi rides, but living here takes much more. We promise each other to complete at least one online lesson a week.

A glass of wine on the roof after a thunderous shower enables us to relax for a bit, enjoy the view and just exist for a while before the final task on the admin list: taking my boyfriend’s bike for a service check in The Bike Shop on the other side of the road. Surprisingly, the service is super efficient here and the English of the shop assistants really good. We have contact. As we leave the shop we find out why: the owner greets us at the exit, a visionary American, who eagerly tries to sell us a cycling and navigation course and reels off a long list of prominent clients of his, although we’re clearly neither interested nor impressed.

We take a walk in the beautiful golden hour light – down through the side streets with traders and chess players. Have dinner at a very authentic small restaurant (without any online presence) put together by seemingly random pieces of cardboard and metal. We sit in orange plastic chairs at a small rocky aluminium table, the only foreigners in the mainly outdoor establishment. There are smart French and Japanese restaurants in Thao Dien, but we smile proudly and happily at each other, ecstatic about how real and exciting this is: maybe we’ll get sick (we don’t) but the food is amazing: garlicky morning glory, tofu fried with lemongrass, egg fried rice, fresh herbs and lots of squids, okra and aubergine grilled on a broken roof tile over a small fire on the table. A can of Sapporo. Yum. Darkness falls as we’re munching.

Seated on the stairs outside the cinema down by the river, we digest the meal with a cup of coffee. Then go in to see Spectre. Relieved and completely euphoric about how incredibly amazing the newest Bond movie is, we walk home smiling and muster the energy to get some work done after midnight: put on our shared favourite Spotify-playlist and make the flat cosy by plugging in lamps, arranging knickknack, stocking the kitchen with utensils, unpacking moving boxes, sorting our wardrobes and so on. Get some air on the roof before bedtime, which could easily become a tradition.

****

Efter 12 timer i drømmeland vågner jeg helt kureret for jetlag.

Morgensvømmetur i den stille pool. Rent, skønt, friskt, med palmer i horisonten som den eneste grønne detalje i alt det blå og hvide – det forfriskende vand, det nydelige hus, den klare himmel. Vores nabobaby kommer kravlende til syne i åbningen mellem gardinerne i deres stuevindue – hun smiler og vinker til mig. Jeg vinker tilbage – også til min kæreste, der er stået op og vinker synkront med hende fra vores vindue.

Vi er inviteret til brunch ved hans chef og hans familie i expat-superior-compound-landsbyen lidt nede ad gaden. Jeg har taget en fin kjole på og min kæreste er lidt nervøs i sit casuelle weekendstøj – hans chef ser ham i jakkesæt til dagligt; det her må være fint. Ingen kommer ikke ud og åbner selvom vi i et pænt stykke tid – til tiden! – ringer på og banker på den store imponerende port, der skygger for den overdådige hvide villa, hvis tidligere beboer er den canadiske ambassadør. Min kæreste hopper lidt op og ned og kigger over havemuren – den er god nok; vi har ikke taget fejl af invitationen; der ér dækket op til brunch i haven. Efter tyve minutters tid er der styr på tropperne (børn, hund og kaffebrygning) og vi bliver lukket ind.

Sjovt endelig at møde en mand, jeg hører om hver dag, og hans søde kone, to små hyperaktive børn og lille opmærksomhedssøgende hundehvalp. Hele palæet er udstyret med klassisk dansk design, både fra 1950’erne og fra dette århundrede, alt fra PH til Hay. Det nordirske par er klædt i afslappet skandinavisk tøj, hun bærer et Georg Jensen-ur, vi drikker kaffe af Bodum-kopper. De er, som jeg fornemmer, vilde med ‘alt dansk’ og har besøgt Danmark flere gange. Hun er uddannet arkitekt, skrev speciale om fodgængerkultur i København og vil sætte mig i kontakt med det store netværk af danskere i nabolaget; man kan ikke gå ind i en cool møbelbutik i Saigon uden at finde en dansker i baglokalet, siger hun.

Vi spiser på terrassen ved siden af poolen; modne dragefrugter og avocadoer, sprød baguette, røget laks. Snakken går fint, om Danmark, om rejser, om at bo rundt omkring – fx har hans arbejde ført dem til New York (de holdt fest på Hudson Hotel aftenen før deres bryllup), tilbage til London, til Tokyo (hvor de lige har boet i fem år) – og om Saigon… Jagten på det autentiske eller flugten fra det, fascination og frygt, fordomme, kulturforskelle… teorier, anekdoter om hvor stor og lille verden er. Børnene hopper i poolen og vi takker for gæstfriheden.

Eftermiddagen bruger vi på praktiske ting – et besøg i en scootershop (vidunderet leveres i morgen), i en kopi-IKEA og i et megasupermarked. Tilfredsstillende på mange punkter, men én ting nager. Vi MÅ lære vietnamesisk – kommunikationen går trægt alle stederne, og jeg er forvirret over at alting går giga langsomt og tilsyneladende ineffektivt. Da indkøbskurven er ved at være fuld i møbelforretningen, kommer der en sød pige og tager den fra os, for så at forvirre den med andre kunders varer ved kassen. Min kæreste er roligt vant til situationen (‘det er dét, jeg har prøvet at fortælle dig de sidste par måneder’), men jeg bliver lidt fortvivlet over, at der er otte mennesker til at hjælpe os med betalingstransaktion og pakning af varer, og alligevel må vi gøre alting om tre-fire gange – fordi halvdelen bliver glemt, forbyttet eller slået forkert ind i et system, der bliver ved med at gå ned – og vente mange minutter på at alle de otte mennesker skal have lov til at have en lille bid af kagen. Og så er der alle misforståelserne – forstår de vores spørgsmål eller nikker de bare for at få fred? Okay, de forstod det ikke, for det var ikke dét her vi mente. Hvad siger de? Hvad? Nåååhh…. ej, nej, det kan ikke passe. Hm?  Vi er i et andet samfund, end det vi kender, og vi må vænne os til det. Vi har lært at sige ‘goddag’, ‘tak’ og ‘farvel’ samt ‘lige ud’, ’til højre’ og ’til venstre’, hvilket faciliterer nogle sociale øjeblikke og mange taxiture, men der skal meget mere til. Vi lover hinanden at tage mindst én online lektion om ugen…

Et glas vin på vores tag efter en regnbyge fuld af tordenbrag, der letter trykket i luften, giver os mulighed for at ånde lidt op, nyde udsigten og bare være til for en stund inden næste punkt på adminlisten: at aflevere min kærestes cykel til serviceeftersyn i The Bike Shop på den anden side af gaden. Overraskende nok er servicen super effektiv og de ansattes engelskniveau højt i biksen. Der er kontakt. Vores forundring stopper da vi på vej ud møder ejeren, en visionær amerikaner, der ihærdigt prøver at sælge os et kursus i cykling og navigation i Saigon og lirer en lang liste af tidligere, åbenbart prominente kunder af sig, selvom vi tydeligvis ikke er interesserede eller imponerede.

Vi går en tur i det stemningsfulde aftenlys – ned ad sidegaderne med gadesælgere og gadeskakspillere. Spiser aftensmad i en virkelig autentisk lille biks (som eventyrligt nok ikke har nogen online tilstedeværelse) bakset sammen af tilfældige stumper pap og metal. Vi sidder i orange plastikstole ved et aluminiumsbord, de eneste udlændinge i den mestendels udendørs restaurant. Der findes smarte franske og japanske restauranter i Thao Dien, men vi smiler lykkelige og stolte til hinanden over hvor ægte og spændende dette føles: måske bliver vi syge (det gør vi ikke), men maden er fantastisk – for cirka en halvtresser spiser vi os mere end mætte i hvidløgsstegt morning glory, tofu stegt med citrongræs, ris stegt med æg og krydderurter og masser af blæksprutter, okra og aubergine stegt på en mursten over et lille bål på bordet. Hertil en dåse Sapporo. Mums. Mørket falder på mens vi mæsker os.

Desserten er en kop kaffe, som vi drikker siddende på trapperne uden for biografen ned mod floden. Vi ser Spectre. Lettede og euforiske over hvor fuldstændig fantastisk den nyeste Bond-film er, går vi smilende hjem og arbejder til lidt over midnat: Sætter vores fælles yndlingssangespilleliste på og gør lejligheden hyggelig – sætter nyindkøbte lamper og nips op, pynter køkkenet med udstyr, pakker flyttekasser ud, fylder garderobeskabe op og så videre. Trækker lidt luft på taget før sovetid, hvilket godt kunne gå hen og blive en tradition.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s