Mit første indtryk af boligkvarteret Thao Dien var stykket sammen af min vens insisteren at dette er et hyggeligere område end District 1 og så de sidste par dages interessante miskmask af simple og mondæne billeder, hvor folks afslappethed og venlighed har været den gennemgående faktor. I dag kommer jeg endnu et nøk tættere på at holde af stedet. Efter den rituelle tur i poolen og fælles morgenkaffestund, farvelkys og huslige tjanser, emaillæsning og nyhedsopdatering, trisser jeg ned i indkørslen, nikker til de hilsende sikkerhedsvagter (en syv-otte unge mænd der leger med deres smartphones i et lille glasbur ud til vejen), går over til renseridamen Helen i det lilla skur på den modsatte side af vejen og henter nogle jakkesætsbukser, nikker til de frokostspisende (pho med masser af urter, chili og limeskiver) vietnamesere på plastikstolene foran de endnu mere farvestrålende teltekonstruktioner, der udgør spisesteder på begge sider af Helen, og fortsætter hen ad gaden — tager mod til mig og går ned ad den palmegrønne stikvej, der går ned mod floden mellem vores hus og ambassadelandsbyen, selvom min ven forleden udtrykte at det ville være en dårlig idé, for hvem og hvad kunne der ikke gemme sig mellem alt det grønne i gyden.
Det viser sig at være den bedste idé at gå her — følelsen af at finde et lille paradis en spytklat fra ens vante vej er så tilfredsstillende, og jeg spankulerer fotograferende af sted. En fire-fem hundrede meter langt og tre-fire veje bredt er området — udgjort af charmerende, smukke og eventyrlige smalle huse i pastelfarvet art deco-design, med krukker og buske fulde af planter og blomster, palmer i alle afskygninger og nuancer af grøn, en vietnameser her og der på en scooter ned ad vejen eller med iskaffe i en af haverne. De allestedsnærværende tykke klynger af højspændingsledninger bugter sig i harmoniske guirlander mellem palmegrene og eksotiske blomster. For enden ligger promenaden med et hvidt stakit langs floden.
Hér må jeg have min ven med hen på lørdag!
Min ven arbejder til ved midnatstid på kontoret, og mit sidste møde er kl 23 (11 om formiddagen for min chef i Boston, som jeg skal mødes med), så vi kan drikke fyraftensøl hjemme på taget samtidigt. Jeg indleder arbejdsdagen over en frisk tunsalat med bananblomster, limesaft og koriander, hertil appelsinjuice og en sort kaffe på husets regning, i den yndige have bag Kokoïs, et konverteret pakhus hvis påklistrede franske kolonistil emmer af hip idyl. Bagsiden af huset er pillet af, så konceptbiksen åbner ud til en palmehave med store flotte træborde, loungemøbler — og mange elektriske vifter i et design der ikke går på kompromis med stedets trendy æstetik. Jeg åbner min computer på et af bordene og nyder min frokost og alle indtrykkene — andre enlige skandinavisk udseende piger med deres laptops og små velklædte frokostspisende grupper fra nær og fjern ved de andre borde, den fine bistro i et bur af hvidmalet træ til venstre, den sejt indrettede bar domineret af mørkt træ, smedejern og glas til højre og brugskunstbutikken og galleriet mellem og ovenover det hele. Her foregår en masse, men alligevel hersker her en vidunderlig ro. Jeg kan koncentrere mig, sidder nogenlunde ergonomisk korrekt i de behagelige møbler, og samtidig bliver jeg kreativt stimuleret. Mmmm…
Camilla's highlights 