Sidste morgentur i poolen for denne gang. Suuuuk, jeg kommer virkelig til at savne det her sted. Vi tager en scooter ned gennem de små gader, jeg har vandret alene rundt i og så gerne har villet vise min ven. Ud til The Deck, i den anden ende af Thao Diens hovedgade, en rigtig posh expatfavorit ud mod floden, hvor vi spiser en dejlig morgenmad (æggehvideomelet med kunstfærdigt udskåren frugt) og drikker stempelkandekaffe på den pæne terrasse direkte over vandet. Store fragtskibe og små speedbåde flyder op ad den chokoladebrune flod sammen med den ene lysegrønne busk efter den anden (?), hjemsted for heldige fiskehejrer og andre fugle på udkig efter godter i de grumsede bølger.
Næste stop er lufthavnen, hvor vi sidder længe i gaten og venter på vores forsinkede Tiger Air-fly til Singapore mens vi kigger på alle de heldige lettende og landende maskiner uden for vinduet og lytter til yndlingspodcasts. Vi er lidt utålmodige men det her er faktisk ikke en dårlig måde at slappe af på.
Singapore er det ottende land, jeg er rejst til i år, men det er kun anden gang, jeg ankommer sammen med en ven. Det var sjovt at mødes med kære rundt omkring i verden, men det føles nu også meget trygt og fællesskabsagtigt at rejse og lande sammen med én. Sammen at opleve de første glimt af dette sociale eksperiment af en kurateret stat — som er lige så luksuøs, manikureret og effektiv som alle siger.
Der går bogstaveligt talt 5 minutter fra vi forlader flyet til vi forlader lufthavnen, som jeg også kun forventede. Taxituren til vores hotel tæt på downtown er en drøm – alle de velpassede blomster langs motorvejen, de sirlige rækker af palmer, de uendelige klatter af skinnende hvide boligkomplekser, de nuttede byhuse, udsigten til skyskrabere og OCBC Skyway i Gardens by the Bay… et Disney-land, hvor intet ondt kan ske, fristes man til at tro. Det er vildt, at dette polerede sted eksisterer blot en times flyvetur fra Vietnam, men jeg tror, at det er sundt at være opmærksom på de to ekstremer.
Vores hotel er ikke prangende, men det er rent og billigt. Hvid kolonistil, enkelt, simpelt … Vi spørger receptionisten, om her er et fitnesscenter, hvortil hun svarer, at her er en jazzklub.
Uber hjem til min vens ven og hans kæreste, der bor i den mest charmerende lejlighed i Tiong Bahru med grønne flisedækkede gulve, højt til loftet og et køkken uden bagvæg – det åbner ud til en lille gård med lyskæder hængende over de høje grønne mure, der omkranser ejendommen. Så hyggeligt! De er dejligt imødekommende; så skønt og privilegeret med venner i denne expatjungle. Vi spiser på en lille anonym og uhøjtidelig skaldyrsjoint. Plastikdug og plastikbestik, papirhagesmækker og vandskåle til at vaske fingrene i, snekrabber, store rejer og flotte muslinger, dampende varme majskolber og sprøde sweet potato fries med persille, iskolde IPAs i plastikkrus. Fedtede fingre, sovs og skaller ud over det hele. Mums, en hyggelig aften! Vi lægger planer for ugen og drømmer om oplevelser til næste år…
Tilbage på hotellet finder vi en plads bagest i den dunkle jazzklub, i plysklædte stole om et lille rundt bord, og jeg bestiller selvfølgelig en Singapore Sling (fordi det skal man, tænker jeg, men det var så nok også den eneste hvinende søde røde cocktail, jeg behøver at få). Publikummet er ret stort, men som den meget improviserede koncert skrider frem, viser det sig, at de fleste omkring os er en del af orkestret — på skift går de op på scenen for at tromme, synge, give en hånd med på klaveret eller steppe et nummer. Vi forventer næsten, at nogen vil råbe vores navn og bliver lidt skuffede over at det ikke sker.
Camilla's highlights 