Uber-turen til kontoret er fortryllende – de moderne skyskrabere, små fine byhuse (jeg er vild med, at det dominerende arkitektoniske alternativ til glas- og stålkonstruktionerne er romantiske småbitte pudsede facader med skodder for vinduerne over stueetagernes søjlegange), strategisk placerede og velfrisserede grønne detaljer, slanke unge kvinder i fine sommerkjoler, nydelige unge mænd i ulastelige suits… Vi stopper ved Ocean Financial Center, hvor min vens kontor er. Får en kop kaffe før jeg trisser ned om hjørnet til PWC-bygningen, hvor jeg finder mit kontor på 26. etage, i et hjørne med panoramaudsigt over Marina Bay Sands og bugtens fragtskibe. Hilser på mit team, smiler ad den vilde indretning, der er lige så kreativ som på vores europæiske og amerikanske hovedkontorer, men med et klart asiatisk twist, henter en dåse sukkerfri matchate og en karton usødet acaijuice fra køkkenet og går i gang med dagens dont, ret vild med ideen om en hverdag her.
Frokost med min kollega fra London, der flyttede hertil for seks måneder siden, i Lau Pa Sat-markedet, et ottebenet hawker-center af boder med skønne lokale og internationale specialiteter mellem et virvar af dekorative søjler under fine snørklede trædetaljer i loftet, der går helt op i kippen. Her dufter skønt og er en god buzzende stemning – businessfolk og turister i lige mængder sidder ved de runde borde imellem boderne og smasker og sludrer. Jeg finder en bibimbap med kylling og min sydamerikanske kollega en puertoricansk specialitet som han også selv ynder at lave. Han fortæller om kulturforskellene ved at arbejde sammen med APAC-teamet, om hvordan det har været at flytte hertil, om dette velfungerende og spændende sted…
Det øsregner da vi går tilbage mod kontoret. Sjovt at kun en times flyvetur fra Saigon er regntiden skubbet med tre måneder — vi søgte ly for sæsonens sidste byger i sidste uge, men her er vejret ustadigt helt indtil februar.
Ved 19.30-tiden går jeg fra kontoret og mødes med parret fra i går på en lillebitte bar en gade fra mit kontor, i det farverige koreanske kvarter. The Spiffy Dapper nås via en anonym lille smal og dunkel trappegang mellem to neonoplyste butikker/spisesteder i livlige Amoy Street. Meget intim speakeasyagtig stemning. Da jeg og mine nye venner er halvvejs igennem en perfekt skummende whiskey sour, slipper min ven endelig fri fra arbejdet og joiner.
Vi drikker ud og går så hen til en skinnende elegant, citytypisk kantonesisk restaurant på Asia Square og deler en stor fedtet Peking duck med ALT hvad der bimler og bamler af syrligt, sødt, sprødt og fedt tilbehør. Hvid dug på bordet og sagte klassisk musik. Skyllet ned med jasminte og kølig hvidvin. Stemningen er rigtig god, snakken virkelig sjov og interessant, selvom vi er ved at gå til i andefedt. En night cap-negroni på hotellets tagterrasse er prikken over i’et.
Camilla's highlights 