Fra hip art deco til salighed & påfuglehaner på toppen af en ø | 211115

About

Tiong Bahru. Et af de ældste boligkomplekser i Singapore. Bygget i en fascinerende fin art deco-stil – svungne hvide softicebygninger med karakteristiske røde linjer og masser af palmer og krukker med planter overalt. Her er hipt og kantet men overordentligt velholdt – de bedste elementer fra alle kvarterer i London. Uafhængige bogbutikker og yndige caféer, cool gallerier, økokøbmænd og en stor markedsbygning bryder de identiske husrækker.

Morgenmad på Plain Vanilla i smørhullet af komplekset, hvor en rustik og hyggelig version af den vestlige jul hersker – bloklyse og tørrede kanelstænger, ægte gran og rødmalede træelge. Her dufter af hjemmebag og friskkværnet kaffe. Vi sidder i gården foran caféen, drikker vores americano og gnasker os igennem vores surdejstoast til tonerne af jazzede fortolkninger af klassiske amerikanske julehits (inkl. en smerteligt eksperimenterende udgave af Jingle Bells), omgivet af kinesere med morgenaviser og smukke magasiner. Der holder en række pastelgrønne bedstemorcykler med flettede kurve foran caféen – mon man kan leje dem eller de bare står og strutter for æstetikkens skyld?

Mens min kæreste bliver klippet hos en rigtig old school barber i en af kvarterets tre hipsterhovedstrøg, smutter jeg forbi vores veninde, der bor rundt om hjørnet, med en buket fine hvide roser fra One Olive, i bytte for førsteudgaven af hendes smukke Bali-guidebog. Sætter mig i solen på kantstenen foran barberen og venter på ham mens jeg bladrer i bogen og drikker en americano fra Whisk Cafe, hvis kridhvide interiør og farverige udvalg af desserter er noget så yndigt. Der hørte en lillebitte stjerneformet brunkage med til kaffen som jeg gemmer til ham.

IMG_1746

Ughh, det er vores eneste fridag i Singapore. I morgen tidlig flyver jeg til London. Vi kommer tilbage igen og får masser af tid til at udforske øen sammen. Men dagen er dyrebar. Der er SÅ mange ting, man kunne lave, og vi er begge udkørte efter en udfordrende arbejdsuge, så det skal være noget afslappet. Velmenende anbefalinger fra venner og kolleger. Sejle til Pulau Ubin fra Changi Point Ferry Terminal, leje cykler og trille rundt i øens skove? Gå tur i smukke East Coast Park og se den fine arkitektur på Koon Seng Road? MacRitchie tree top walk? Kent Ridge Park Connection? Museer? Aaahhhhh.

Jeg vælger Sentosa. Singapores tivoliø, hvor man ifølge flere hvis stil vi normalt deler er sikret ‘a fun day out’. Vi ankommer til øen med cable car fra toppen af Mount Faber. Allerede hér bliver jeg urolig. Gondolstationen byder på larmende souvenirbutikker og en fotoservice. Udsigten er imponerende – hvis man er til industrihavne og kæmpemæssige byggepladser fulde af aktivitet. Hvordan mon her ser ud om et-to-fem år? Vi lander midt imellem Universal Studios, et udendørs vandland med orange vandrutsjebaner og Madame Tussauds. Tårer fosser i kaskader ned af kinderne på mig fordi det her virker til at være sådan en dårlig idé. Måske liiidt en overreaktion. Min kæreste opfordrer mig til at huske på, at det vigtigste er, at vi er sammen og kan grine af hvor frygteligt her er, og så lunter vi ellers ned gennem en segway-‘racerbane’ og ud af turisthelvedet med retning mod øens fjerneste strand, til Taulong Beach Club, som er dén, folk havde fablet om, og som ikke er så slem endda.

Ret fin faktisk. Saint Tropez chic måske ligefrem med sin maritime indretning, sin fine bar, hyggelige loungemøbler og turkise pool. Men hvem synes egentlig om de hårde technotoner, dj’en sender ud over hele klubben? Vi spiser hummer og drikker Chardonnay i baren, betragter de smarte unge mennesker ved poolen, og finder så en øde plet i skyggen af et palmetræ på stranden hvor vi breder de tykke udleverede badehåndklæder ud i sandet og chiller et par timer. Havet har en dragende effekt, men selvom det ser azurblåt ud på afstand ved jeg at det er ugennemsigtigt og forurenet – synet af fragtskibene der dækker hele horisonten blot et par sømil ude bidrager til at jeg modstår fristelsen til at hoppe i.

Min kæreste har fået anbefalet Bob’s Bar på toppen af øen, og da vi har fået nok af den smarte strandbar, trasker vi derop af små stejle, snoede veje og slænger os i en seng på terrassen af et smukt hotel. Elegant hvid kolonistil. Helt afsides og eksklusivt – en vidunderlig ro. Køligt fra store vifter i loftet. Solnedgang over skoven. En påfuglehane trisser rundt mellem de få gæster. En sød pige serverer en tør, kølig Riesling, lækre blækspruttekanapéer og saltede nødder. Hun kommer fra Seoul og opfordrer os til at tage dertil. Har altid gerne villet til London fordi byen er med i alle de rom-coms hun ser. Hyggelig small-talk, lille lektion i hvordan man siger ‘hej’ og ‘tak’ på hhv. dansk og koreansk. Regelmæssig opfyldning af vores glas og vores snackskåle. Ahh, endelig kan vi ånde lettet op – det var ikke verdens værste udflugtsvalg vi tog i dag alligevel.

Det er min mors fødselsdag, så jeg ringer og synger fødselsdagssang i røret og spørger til familiebrunchen, som vi gerne ville have været med til. Men det er den slags afsavn, denne slags afstand er forbundet med. Så må man være til stede hvor man kan, ved fx at skråle Hurra, hurra, hurra på Whatsapp. Jeg savner hende.

Da mørket falder på tager vi til Dempsey Road, hvor min kærestes ven har anbefalet kinesiske Chopsuey Cafe. Igen en smuk hvid bygning der leder tankerne hen på britisk imperialisme set i et romantisk skær. Vi sidder i palmehaven bag restauranten og nyder de lækreste dimsums, forårsruller og wontons med chili crab, trøffel og andre vidunderlige ting. Drikker ingefærdrikke med lyserøde blomster i. Snakker om det liv, vi drømmer om at få, i Løve-/Havebyen, i det kontrastfulde Saigon, på opdagelse rundt omkring i Asien.

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s