Copenhagen Weekend | 28-291115

About

Komprimeret københavnerlykke krydret med julestemning. Isnende frysende koldt ugen efter Saigon, Singapore og sommerlige grader i London. Turen drejer sig om at se veninder, tre fra gymnasiet, resten fra London. En perfekt trøst at komme hjem til når nu jeg savner nogen, der er en halv verden væk.

Lander lørdag formiddag og kører for langt med metroen fra lufthavnen fordi jeg er optaget af at tale i telefon med min kæreste. Her er det heldigt, at metronettet i København er simpelt og effektivt. Over på modsatte side af perronen på Nørreport og tilbage til Kongens Nytorv igen på få sekunder. Første møde på listen foregår på Bistro Royal – elegant sted, minimalistisk, rent, roligt, lækre enkle fiskeretter, et glas hvidvin til maden, men ikke mere, for dét, som min veninde, en af de bedste, jeg har, ville mødes for at sige, er, at hun er gravid. Hun stråler også sådan. I de ti år vi har kendt hinanden, siden vi havde tysk sammen på højniveau, har jeg aldrig set hende så … voksen. Passer det, eller er det bare noget jeg forestiller mig? Ligegyldigt, hun virker i hvert fald lykkelig. Mange ting vil ændre sig, taler vi om. Der er så mange ukendte faktorer. I aften vil hendes kæreste fri til hende, på den sødest tænkelige måde. Desserten er en lakridskugle overtrukket med guldstøv, en smagsprøve i Magasins madafdeling. Ah, jul i Magasin, hvor Jesus blev født på anden sal. Vi krammer farvel ved kassen, lidt stift og eftertænksomt, man ved aldrig for hvor længe. Min kæreste og jeg låner hende og hendes kærestes lejlighed i juleferien, hvor de tager til Nicaragua, men måske vi ses i Singapore til foråret, alt efter hvordan hun har det. Håber i hvert fald vi ses kort efter fødslen til sommer.

Coffee Factory er næste stop. Sidst jeg talte med den veninde, jeg mødes med her, var hun midt i en uge med en truende fyringsrunde på arbejdet, stressende specialeaflevering om fredagen og et knust hjerte, fordi hendes kæreste havde slået op med hende om mandagen, men nu fortæller hun, at ugen efter helvedsugen bød på en forfremmelse på jobbet, en god karakter for specialet og en ny kæreste, som hun stadig har. Han er lige nu på job i Mexico. Så vi taler om langdistanceforhold. For fem år siden startede vi begge to vores liv i London med et langdistanceforhold til én i København. Det er hårde løjer. Hun synes jeg skal tage direkte til Vietnam og finde et job der. Det skal jeg ikke, men det er dejligt at se hendes entusiasme og overbevisthed om, at alting altid nok skal gå og at verden er en legeplads af muligheder.

Jeg spadserer hurtigt gennem byen for at møde næste levende billede på Granola, hvor vi sætter os ved et bord udenfor under varmelampen så vi kan holde øje med hendes sovende søn i barnevognen. De er lige flyttet her til fra Singapore, så det er ekstra skønt at fortælle hende om mine oplevelser derude. Men samtalen har selvfølgelig også undertoner af ærgrelse – hvis bare, vi kunne opleve det sammen. Hun og hendes mand elsker også Saigon og var der tit. Vi mødtes i London for tre-fire år siden. Et års tid før de flyttede derud. De har endnu ikke mødt Lewis. Nu hvor vi flytter derud, flytter de hjem. Til jul er de i København når vi er i Jylland og i Moskva, hvor hun er fra, når vi er i København. En dag…

Dagens sidste selskab er en norsk veninde fra London, som har inviteret mig på middag på Neighbourhood og til at sove på hendes sofa i den dejlige lejlighed i Valdemarsgade, som hun savnede så meget under hele det toårige ophold i London. Hun og hendes kæreste boede ellers så hyggeligt i et af de nuttede hvide rækkehuse i Islington, men intet er som en københavnerlejlighed… Maden er SÅ lækker, sprøde sunde pizzaer, med årstidsbestemte cocktails til – der er både rødbede og græskar i glassene. Over min seng hænger den pakkekalender, hun har lavet til sin kæreste som en overraskelse til når han vågner fra julefrokost med drengene i morgen. Hun er endnu vildere med jul end jeg – vi sidder længe i sofaen efter maden og drikker te og snakker om den forestående højtid med strålende øjne. De skal fejre den i … Saigon. Hun er lidt bekymret for juletræssituationen – Lewis siger, at der kun er plastikgraner, men til gengæld sender han os billeder af overdådige juleudstillinger i gaderne. Måske ikke så hyggeligt, men i hvert fald festligt.

Søndag morgen samler en fjerde veninde mig op i sin bil foran Hovedbanen. Jeg fylder bagagerummet med friskbagt brød og andre godter fra Lagkagehuset og den nye food hall på stationen. Vi kører til Jyderup mens vi sludrer om job og ferier og fælles venner. Kører forkert et sted, så vi pludselig kan se vand på begge sider af vejen og indser at vi er kommet til Sjællands Odde. Vender kareten og ringer undskyldende til den veninde, der har inviteret på kaffe på sin idylliske gård ude på landet.

Sent er bedre end aldrig. Vi hygger længe over morgenbordet i det smukkeste køkken, jeg ved, hvor ilden knitrer lystigt i kaminen midt i rummet. Vores vært er en anden af mine allerbedste veninder, fra gymnasiet, som jeg desværre ser alt for sjældent. En gang skal det nok blive bedre, oftere, det ved jeg, for vi savner hinanden nok til virkelig gerne at ville det. Hun boede i Saigon et års tid efter studentereksamenen, så hende er det også let at have en levende og nærværende samtale om Lewis’ verden med, selvom det hele er så langt fra hinanden. Hun og hendes kæreste vil holde jul i Sverige, og i januar tager de til Caribien, men vi må ses til… sommer…måske! Vi vil i hvert fald så gerne. Hun er den egentlige grund til at jeg er hjemme denne weekend, selvom flere grunde altid vælder frem.

Tilbage i byen mødes jeg med en veninde fra London på Nørrebro. Kaffe fra Kaffeplantagen med hen mod julemarked i Jægersborggade, hvor vi får gløgg på kvædesaft og hvidvin, som vi slubrer i os tilbage ned gennem Assistensen. Hun tager til Cuba over julen, så hende ser vi heller ikke der. Men vi har et par hyggelige timer nu. Og senere, viser det sig – stormen raser i aften, så mit fly bliver aflyst og jeg må tage tilbage til byen og sove, hos hende. Rart, egentlig. Aldrig sjovt at rejse om aftenen. Super hyggeligt at putte sig ned i en gæsteseng i Elmegade – med nyvasket sengetøj fra min venindes seng.

Aftensmad på Kalaset med den sidste veninde på weekendens skema. Hun løb hertil og løber hjem herfra igen, selvom det blæser en halv pelikan. Når en weekend fuld af hjemlighed og omsorg lakker mod enden er det godt med energisk selskab. Tonen er altid ekstra positiv sammen med hende her. Minder mig om, at jeg skal tage mig sammen. Jeg har det godt her, men også i London.

Næste morgen venter der mig et sødt kort hjemme i Swanfield Street – glædelig første søndag i advent, fra en af mine søde flatmates.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s