Copenhagen New Years | 301215-030116

About

Hjemmet. Jeg har lånt nogle venners skønne lejlighed lige midt i København K. De har efterladt mig deres cykelnøgler, en bilnøgle og et sødt kort med opfordringer til at føle mig hjemme. Jeg havde planlagt en masse aftner ude på mine yndlingsspisesteder og barer, men ender med en masse sofahygge hjemme sammen med venner: Vi køber ind i Magasins madafdeling, laver mad hjemme og tænder stearinlys i stuen, hvor vi spiser og drikker rødvin foran fjerneren og ser gamle afsnit af GoT og nye afsnit af Sherlock. Nytårsaften pynter vi fint op i spisestuen og henter mad fra Meyers, som vi tilbereder og spiser sammen, fire mennesker, 117 opgaver, haha. Klokken 12 drikker vi champagne og ser på fyrværkeri fra tagterrassen.

Venner. Jeg går og kører byen tynd for at se alle dem, jeg savner i London. Den første dag er der hjemmelavet smørrebrødsfrokost med snaps og champagne foran brændeovnen hos et par på Amager. Jeg løber det altid stemningsfulde nytårsløb med to veninder i Fælledparken, og bagefter mødes vi med kæresten til en af pigerne på en café på Østerbro til brunch. Så er der mere champagne hos nogle venner på Frederiksberg. Hyggelige møder, som vi alle nyder i fulde drag. Jeg ville så gerne se endnu flere, men der er slet ikke tid nok. Det er der aldrig.

Sightseeing. Shoppe og drikke kaffe i latinerkvarteret. En pærevælling af minder. Langelinie, Kastellet, vandbussen til Holmen, forbi operaen, gennem Christianshavn, en pizza i hånden til gåturen tilbage over Knippelsbro i mørket. Torvehallerne, Søerne, nyt tøj fra Stig P i Ravnsborggade.

Alt, alt, alt, alt for hurtigt sidder jeg i lufthavnen og spiser sandwiches fra Joe and the Juice og drikker kaffe fra Lagkagehuset før jeg flyver tilbage til London.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s