Komprimeret lykke i Spanien. Jeg tilbringer en forlænget weekend i januar, februar og marts i mine forældres hyggelige hus ved vandet mellem Valencia og Alicante. Det perfekte pusterum fra tre hektiske måneder i London.
La casa. Store hvide rum og skulpturelle balkoner, møbler fra mit barndomshjem mikset med nye spanske fund, skøn udsigt til solopgang og solnedgang over hav og bjergetoppe fra alle rum. Der står et 400 år gammelt oliventræ foran hoveddøren, og der er citrontræer i baghaven, hvorfra der er en lille sti hen til poolen, vi deler med naboerne.
Arkitekten. Mine forældres ven der tegnede huset bor lige ved siden af i ét mere eller mindre magen til. Han kommer tit ind til kaffe og fortæller om sine spændende nye klimavenlige projekter. Hans svigerfar har gode anbefalinger til vingårde i området, som vi vil køre ud til ved lejlighed.
La comida. Vi spiser frisk frugt til morgenmad. Drikker grøn te med rabarber hjemmefra, i de fine rosenbladedækkede lertøjskopper, jeg husker fra da jeg var lille. Kaffe på balkonen. Gin and tonics i min fars nye gigantiske dertilindkøbte glas. Rødvin i sofaen. Cava efter fyraften den eneste dag, jeg arbejder der. Hjemmelavede padron peppers. Brød med aioli. Tortilla, marinerede røde pebre og masser af oliven. Mors gode aftensmad, som hun tilbereder mens vi andre sidder på barstole på den anden side af køkkenet.
Motion. Jeg løber 10km langs kysten — ned gennem den lille by til den hvide strand, hen forbi lystbådehavnen og rundt omkring palmerne og de store okkerfarvede sten på promenaden. 5km gennem vores lokale naturpark i klipperne, mellem duftende nåletræer, og lavendel, ud til fyrtårnet for enden af bjerget. Stierne er fulde af spaniere der powerwalker og sludrer hyggeligt i farvestrålende træningstøj. Små børn cykler grinende af sted. Masser af søde hunde spæner efter dem. Yoga i stuen med øjnene fast rettet mod havudsigten. Lange gåture langs vandet og op gennem de stejle brostensbelagte stræder i den gamle by, hvor belønningen er kaffe i solen på kirkepladsen.
Vejret. Mildt, tørt, solrigt.
Albir og Altea. Huset ligger i Albir, hvor der bor lige så mange skandinavere som spaniere. Her er skønt – vi finder fine små caféer, butikker og spisesteder i hovedstrøgene, og villaerne i bakkerne omkring disse er super charmerende og nydelige. Et kvarters gang langs stranden fører til den nuttede bevaringsværdige by, Altea, hvis smukke hvide huse kravler op af en bakketop fuld af de fineste små gallerier, restauranter og barer, omkranset af palmer, blomster og gadekunst. Stederne emmer af hyggelige familieferieminder fra de sidste 10-15 år.
Aften på AlteArte. Vi drikker alt for mange lavendelmojitos, spiser hjemmelavet paella og byder på malerier, der males aftenen igennem af lokale kunstnere, på vores venners hyggelige lille galleri/mojitobar, AlteArte.
Semana Santa. I påsken er min bror også med. Vi soler på stranden, bader endda, spiser morgenmad på livlige Pane è Amore og ser det traditionsrige påskeoptog oppe på kirkepladsen.
Opladning. Når nogen af os er en smule udbrændte er det her det perfekte magiske sted at komme til hægterne igen.
Camilla's highlights 
1 Comment