Jysk Winter Wonderland |23-240116

About

Weekendens snestorme har skabt undtagelsestilstand i flere amerikanske stater. Den andenstørste snestorm derovre siden 1869. Frygteligt, skræmmende, traumatiserende for nogen. Hyggeligt, romantisk og spændende for andre. Aflysninger, strømsvigt, ødelæggelse, død. Manhattan er dækket af mere end en meter sne. I min Instagram-feed flankeres idylliske SoHo-scenarier af lige så idylliske danske, omend stormen og snedækket er mere beskedent, mindre amerikansk i proportionerne, her.

To gange har jeg været i Juelsminde denne vinter. En skøn jul. Denne afslappede weekend.

Mange elementer fra julen går igen – min mors vidunderlige økomad (hjemmelavet granola, frisk frugt, rugbrødsmadder med frisk fangst fra fiskehandleren på havnen og smukke aftenanretninger), min fars vidunderlige rødvin, tv-kiggeri (Inside Out og trailers for alle de øvrige Oscar-nominerede film), hyggesnak omkring spisebordet dagen lang, løbeture med P3 langs stranden og mellem de nuttede sommerhuse, tung ottetimers nattesøvn, at vågne op til lyden af bølgernes skvulp og synet af dem gennem det sydvendte panoramavindue i kontoret, hvor min seng står, endda en lille gave pakket fint ind – en lille bitte blå skål fra Normann Copenhagen, som man fint kan have med sig på rejser rundt om kloden.

Én ting er anderledes, omend indbegrebet af jul: Den nyfaldne sne. Mindst ti centimeter dyb. Dækker både græs og sand, biler, træer og sommerhuse. En umiskendelig barnlig glæde ved at træde ud af flyveren og se morgensolen glitre lyst og gult i det jyske landskab. At udånde skyer. At sætte dybe fodspor i knasende hvide skorper. At træde ud på altanen og skue ud over en hel skala af blå og hvide nuancer på himlen, havet, stranden, plænen, glasgelænderet, altanmøblerne og teaktræsgulvet, jeg står på. Ikke en lyd at høre ud over de langsomme bølger, der synes halvvejs paralyserede af kuldepartiklerne. At løbe hen ad stierne i fin tør sne. Hurtigt tage vanterne af og på for at knipse eventyrsbilleder af pastelfarvede huse med dekorative hvide klatter på taget og på juletræerne i forhaven. Nyde at man kan zigzagge fra vandkanten til lyngkanten af stranden uden at bruge ekstra kræfter i benene, fordi grænsen mellem den smalle hårde og brede bløde del af stranden er dybt begravet under en jævn stenhård kappe af sne. Kulden slår telefonen ud, så musikken forstummer og jeg kan ikke forevige de hvide tunger der omkranser bølgerne så fint. Det sker på alle weekendens ture. Næste år…

At komme ind i varmen, få et varmt brusebad i det lækre badeværelse, få en varm kop te ved det hyggelige spisebord, kigge ud på det hvide landskab indefra – en tyk tåge udvisker de blå elementer i udsigten og gør udsynet komplet hvidt.

I juleferien spurgte min bedstemor mig hvornår jeg flytter til Asien. Marts, tror jeg. Nå, så kan du jo godt nå at komme til min fødselsdag 22. januar. Jae, ja. Det kunne jeg jo godt. Og jeg ville det også rigtig gerne. Fejre hende og udnytte weekenden til at slappe af. Noget jeg klart mestrer bedre i Juelsminde end i London. Og så kunne jeg jo også gribe muligheden for at slæbe 40 kilo affektionsværdi akkumuleret over de sidste 4,5 år i London til opmagasinering i Danmark sammen med alle andre ejendele, jeg ikke bruger nu.

Flyver fra Stansted tidligt fredag. Hader og elsker den tidlige afgang, som jeg har taget mindst ti gange årligt de sidste fem år. Jeg sidder oppe til efter midnat og læste korrektur på en venindes speciale. Lewis ringer og vækker mig kl. 3.30. Ensom gåtur i mørket ned gennem Shoreditch til Liverpool Street. Balancerer uelegant med alle taskerne og kufferterne. Passerer uhyggelige fulde mennesker og bliver kun overhalet af tomme natbusser. Men der er noget spændende og livsbekræftende ved det – en ny dag starter rigtig, rigtig tidligt. Natradio på motorvejen. Ren lykke at Joe and the Juice har åbnet en filial i lufthavnen – alle taler jysk her, og jeg får mit luksussæt til verdens tidligste morgenmad: spicy tuna-sandwich, Joe’s AMG-juice, usødet ginger almond latte. Blunder hyggeligt på den smukkeste bustur hen over himlen – lammeskyerne er badet i et rosa skær, og under dem anes klatter af Vesterhavet, dekorativt med orange solpletter og hvide sejl. Hører skiftevist River Flows in You af sydkoreanske Yiruma og Anne Linnets Forårsdag på repeat på hele turen.

Arbejder fra mine forældres kontor inde i byen, hvis vægge er dækkede af grafiske tryk og citater af en lokal kunstner, som jeg gik i skole med, og igennem hvis vinduer der er udsigt til det bibliotek, hvor jeg ugentligt gennem hele min barndom lånte en kæmpe stak bøger, og det solcenter, hvor jeg tit lå og stegte efter skole i ottende klasse, især hvis de reklamerede med nye rør. Vi henter frokost fra salatbaren på torvet og laver kaffe på maskinen i køkkenet, hvor kontorhotellets andre beboere smalltalker klogt over smørrebrød og te. De går alle hjem kl 16 senest, og så er vi alene i bygningen resten af eftermiddagen.

Det holder sikkert aldrig op med at være underligt – spændingsfeltet mellem at kende et sted SÅ godt og samtidig føle sig så fremmed der. Det er over ti år siden jeg flyttede herfra. Endnu flere år siden at jeg frekventerede lystbådehavnen, hvor mine forældre og jeg ved fyraftenstid kører ned og mødes med familien til fødselsdagsmiddag i sejlklubben (“i” for indviede; “på” for alle andre, nok også fordi det lyder lidt fint, som at sige “på Skagen”). Havnen rummer flere lag af minder. Optimist, Yngling, familiebåde, kapsejlads, weekendture, ferier, kammerater, familie, årlige juletræsfester, utallige træningsaftner og festlige arrangementer. Vi træder ind i den hyggelige restaurant med alle de levende lys, signalflag og modelskibe. Stole sponsoreret af lokale virksomheder, heriblandt familiens. Dagens fisk og spansk vin. Fødselsdagsgaver og utallige lykønskningsskål. Hæver også glassene hen mod billedet på væggen fra ’57 af min bedstefar og resten af juniorholdet. Et andet billede viser min onkel forrest i feltet i en legendarisk kapsejlads. Vi andre findes sikkert på nogle af de grynede gruppebilleder skudt foran det gamle klubhus. Desserten får vi hjemme i bedstes lejlighed, hvor der ingen grænser er for hvor meget kaffe vi kan drikke af de små fine kopper. Endnu et sted jeg er kommet meget – adskillige billeder på vægge og reoler dokumenterer min tilstedeværelse fra spæd til student – men for mange år siden.

Jeg er her nu. På weekend. Hvilken dejlig mulighed. Inden turen går retur til London søndag aften. Så en ny uge kan begynde i Shoreditch og Soho. Inden den slutter i Saigon. Min lillebror er på ski i Frankrig. Min far kører på arbejde i Tyskland nogle timer før jeg flyver. Jeg skulle egentlig have været til middag hos venner i nærheden, som så ville kunne have kørt mig i lufthavnen. Jeg skulle have set deres nye hus. Deres snart toårige hund, hvis liv jeg kun følger på snapchat. Men så gik fødslen i gang i går, seks uger før tid, og selvom de fik det standset på sygehuset, så er hun nu sengeliggende og skal være det i noget tid. Så jeg bliver hjemme lidt længere. Min mor laver mad. På bordet ligger opskrifter hun skal have med til Spanien, og som jeg vil have med til Vietnam om en uge. Hun kører mig i lufthavnen, lidt ængstelig i al den tåge. Men nu er vi her. Lidt endnu, og det skal nydes.

 

1 Comment

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s